Selvmedlidenheden er på sit højeste

I dag er jeg så nærmest paralyseret, og lænket fast til sofaen med min dyne. C styrter rundt i huset, og er alt for fuld af energi, og narrestreger... Jeg orker det ikke. Og jeg orker ikke, at jeg om lidt bliver nødt til at rejse min feberramte krop, og gå ud i køkkenet for at lave morgenmad til hende... Hvorfor er jeg så uheldig?